Personlig historie – Anne-Marie

Hjælp jeg fylder 30 lige om snart!

Tiden er fløjet afsted, og jeg kan ikke følge med. Jeg troede, at jeg ville være et helt andet sted når jeg landede de 30… og jeg må indrømme, at jeg faktisk er lidt pinlig over, hvad jeg har “nået”, når jeg sammenligner med andres “picture perfect”-liv. Det er en følelse, som jeg har gået rundt med længe, men ikke har turdet sige til nogen, da vi jo skal have styr på vores liv og ikke mindst på, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen.

På overfladen ligner det, at jeg har styr på alt. Jeg har en fantastisk kæreste, en solid familie og nogle kærlige venner, men selvom jeg har netværket, så føler jeg mig alene med mine bekymringer om at runde de 30 og blive rigtig voksen. “Jeg kan ikke få et job, jeg er ikke kommet ind på kandidaten (som jobsne ellers vil have jeg skal tage), og hvad med børn og pensionsopsparing?”. Puha det kører rundt oppe på øverste.

Og tvivlen på mig selv har fået lov til at blomstre. Jeg har nemlig lidt af angst så længe jeg kan huske, og jeg har i den forbindelse følt mig meget alene og holdt ting skjult, som ellers ville have været rart, at kunne dele med andre. Derfor var det en stor gave at møde de to andre medstiftere af CURARUM under vores projektlederuddannelse på KBH+ Projektakademiet. Her var der plads til alle og stort fokus på vores individuelle projektlederroller og stemmer.

Da vi var i den spæde projektopstarts fase, skrev jeg denne tekst, som jeg gerne vil dele med jer. Det har været startskuddet for mig.

“Nogle gange opstår der en tanke, og nogle gange ender tanken som en bekymring. Bekymringen fodrer sig selv hvis den ikke bliver aflivet med det samme. Vi taler om den slags bekymringer som er skadedyr for dit selvværd og i værste tilfælde dit helbred.
Men nogle gange, når skadedyrs-bekymringerne bliver undfanget, og det gør de ofte når man er allermest presset (du ved de der dage, hvor du siger at du spiser spelt, men i virkeligheden guffer en Hawaii-pizza med ekstra ost), er der måske ingen til at tage kampen med dig eller for dig?
Nogle gange er det faktisk lettere at komme dem til livs, hvis man siger dem højt, og endnu bedre til en anden og endnu bedre til flere. Måske har den anden også en zoologisk have fyldt med skadedyr oppe på øverste, og så kan jeres skadedyr måske finde sammen, for de er jo flokdyr. Og så kan de forlade jeres bevidstheder. Sammen.”

For mig giver det derfor SÅ meget mening at dele og spejle sig i andre, så vi kan få skabt et trygt fællesskab med plads til alle vores skævheder og bekymringer. Vi er ikke perfekte, selvom det kan se sådan ud på overfladen. Og hvor er det egentlig også smukt at sige højt.

Jeg vil omfavne de 30 velvidende, at jeg ikke er den eneste, som er bekymret for, hvad det egentlig vil sige at blive voksen.

-Fordi vi alle har noget vi bakser med.