Interview – Pernille Østrem

Throwback til den spæde opstart og vores tid foran Stefanskirken på Nørrebro.

Vi talte dengang med sognepræst Pernille Østrems om, hvad folk har brug for at snakke om, når de henvender sig til hende i Stefanskirken på Nørrebro.

Det skal i den forbindelse lige påpeges, at CURARUM ikke er et religiøst tiltag. Vores projekt tager udformning af et samtalerum, som var placeret foran Stefanskirken, da det er et centralt sted på Nørrebro, hvor vi havde mulighed for kontakt til en masse forbipasserende på Nørrebrogade.

“Folk har brug for at snakke om alt fra kærestesorg og eksistentiel krise til ensomhed og tab. Det er meget forskellige temaer, vi tager op, men  jeg oplever, at folk kommer for at snakke med mig, når der ikke er mere plads eller tid til at snakke med venner og familie. I vores kultur er der en tendens til at tro, at vi har en udløbsdato for sorg – ligemeget om det er pga en skilsmisse eller et dødsfald tæt på, så har vi en tendens til at sige ‘nu er det vist også tid til at komme videre’ eller ‘Op på hesten igen. Skal du ikke prøve Tinder?’. Men når vi er kede af det, har vi brug for nogen, der lytter. Også selvom man gentager sig selv og bliver ved med at være i vildrede. Det er typisk en del af helingsprocessen, og det tager tid.” 

“Når man er i krise, går verden meget hurtigt videre, mens man selv kan føle, at man er gået i stå. Det kan være et meget ensomt sted at være.”

Man troede, at livet var på én måde, og så lige pludseligt sker der noget, som ændrer det fuldstændigt. Det kan være et dødsfald tæt på, en skilsmisse, kæresten går fra én, man finder ud af at man ikke kan få børn, man bliver fyret eller man mister en forældre, Det her tab af kontrol kan opleves som en stor akut livskrise, hvor jeg oplever, at folk har brug for nogen, der bliver ved med at lytte. 

“Mange pårørende kan være lidt bange for at spørge ind til den, der er i krise, men den berøringsangst hjælper ikke nogen.” 

Det er vigtigt at give det noget opmærksomhed, hvilket jo kan mærkes som omsorg, nærvær og kærlighed hos den, som har det svært. 

Alle de gamle dyder med et års sørgeperiode og separation før skilsmisse, hvor samfundet ikke havde så travlt, og hvor sorgen blev anerkendt i højere grad end i dag, er desværre forsvundet. Nu er der en underliggende forventning om, at vi skal hurtigt videre. “Op på hesten igen” eller “Du skal bare på Tinder” kan blive sagt lidt for hurtigt i dag, og det kan få dem i sorg til at føle sig forkerte og ende med at gå alene med sorgen, da de ikke føler, der er plads til at fortælle om den efter en vis periode. 

Psykologien har en grænse. Det spirituelle kan noget andet. I den bliver der behandlet nogle eksistentielle emner, som aktualiseres, når man oplever en akut krise. 

De mennesker, som opsøger mig i kirken har ikke kun brug for at blive lyttet til i forhold til det konkrete, der er sket i deres liv. De har brug for at vende nogle mere eksistentielle emner med mig og udvikle deres sprog i forhold til det spirituelle. Meningen med livet aktualiseres for mange ved en akut krise, og man kan føle meget stærke og ukendte følelser. Forestillingen om meningen med livet og meningsløsheden kommer faktisk fra det samme sted. Det kommer af, at vi finder ud af at livet er skrøbeligt, og at vi ikke lever for evigt. Det er jo deprimerende at tænke på, men det kan faktisk også være fødestedet for kærlighed og taknemmelighed. At opleve livets skrøbelighed tæt på kan føre til, at man begynder at drage mere omsorg for sig selv og for andre. 

Skriftestolen, hvor folk kommer og beder om syndsforladelse, eksisterer stadig i dag i den lutherske kirke. 

Jeg oplever, at mange har et behov for at sige nogle ting højt forbundet med skyld og skam, som de ikke ved, hvor de ellers kan få afløb for det.” 

Så siger det det højt over for mig, og så snakker vi om et ritual, de selv kan udføre derhjemme, hvor de kan sige det højt igen og på den måde ikke gå alene og indeklemt med det. I vores samfund er der jo ikke så meget plads til at snakke om fejl, men vi begår allesammen fejl, og det er vigtigt at snakke om, så vi ikke tror alle er perfekte, og at vi også skal være det. Det behøver ikke at være i en kirke. Et andet sted, hvor der bliver lyttet uden at ytre en holdning til det, kan være lige så helende for os.”